Kære alle
Velkommen til generalforsamling i vores charmerende lokaler – nu med forbindelsesgang til Stationsbygningen!
Det er en fornøjelse at se jer alle her, omgivet af historien og dén energi, de frivillige sammen har skabt.
Siden vi, i 2018, overtog den gamle stationsbygning og pakhuset for den nette sum af 1 krone, har vi haft en vision: at forvandle et faldefærdigt område til et levende samlingspunkt, der både hylder vores lokale møbelhistorie og skaber rammerne for fællesskab og kulturelle oplevelser. Samt at skabe en udlejningslokation, der er noget for sig selv.
Vi er ikke i mål, men vi nærmer os.
I 2024 har vi haft fornøjelsen af at afholde en række begivenheder, der har bragt liv og glæde til vores lokaler:
- En stemningsfuld portvinssmagning
- Streetfood var atter en succes
- Fællesspisning var drøn hyggeligt. Flere har efterspurgt dette igen
- Mandehørm aften & Girls night. To arrangementer der er blevet rost, og som folk håber vi gentager
- Traditionen tro; et hyggeligt julemarked, hvor lokale kunsthåndværkere og frivillige skabte en magisk atmosfære
- Samt en uhyggelig halloween aften, hvor det frivillige team forvandlede Pakhus1 til et skræmmende (men sjovt) spøgelseshus
Disse arrangementer har ikke kun skabt minder, men også bidraget til at styrke fællesskabet og vores økonomi. Både med god opbakning fra de erhvervsdrivende og fra besøgende.
Pakhus1 – et rum for alle. Vores nyrenoverede Pakhus1 har vist sig at være en alsidig ramme for private fester. Vi har godt gang i udlejningen i år. Det er så fantastisk at høre folks kommentarer omkring vores sted.
Fremtiden indebærer et samarbejde med Tarm Handelsforening. De har spurgt til et samarbejde, da byen har mistet sin Bychef. Dette samarbejde har vi takket ja til og glæder os til at se, hvilken vej det fører.
Synlighed – vi har planer om at reklamere på byportene. Fortsætte de kontinuerlige opslag på de sociale medier, tak fordi I deler. Vi bærer med stolthed den fine jakke vi har fået af Landbobanken.
Det største arrangement i 2025 bliver helt klart “Festival for fællesskab” i september, hvor vi sammen med 24 andre lokationer fejrer Realdanias 25-års jubilæum. Vi glæder os så meget til, at vi må offentliggøre programmet.
Vi ser frem til at fortsætte vores arbejde med at udvikle Furniture Station som et kulturelt og socialt samlingspunkt. Planer for kommende events er allerede i støbeskeen, og vi glæder os til at dele dem med jer.
Tak for jeres store engagement, jeres uvurderlige indsats, jeres tid og jeres hjerte ❤
Frivillig for fællesskabet – sammen gør vi en forskel!
Janni Juhler
Formand, Furniture Station